Elever og personale på Fursund Skole har fået et nyt arbejdsredskab; en Windows Surface-tablet. De skal være fundamentet for mere udeskoleundervisning og fungere som et praktisk, pædagogisk redskab.
 

Et opslagsværk. Et skriveredskab. Et værktøj til foto- og videodokumentation. Let adgang til digitalt undervisningsmateriale.

De nye tablets på Fursund Skole har mange funktioner. De skal først og fremmest danne platform for Fursund Skoles fokus på mere udeskoleundervisning. Derudover er håbet, at de kan være med til at øge elevernes nysgerrighed, gøre dem til stærke mediebrugere og forbedre lærernes muligheder for at lave differentieret undervisning.

Elevernes undervisningsmateriale kommer til at ligge i den digitale sky, så det altid hentes ned uanset, hvor eleverne befinder sig.  Men selvom materialet i skyen, forsikrer Gert Slyngborg, skoleleder på Fursund Skole, at projektet har fingrene solidt plantet i jorden:

- Der er ikke noget fancy ved det her. Det er helt enkelt: Vi har haft et konkret behov for at skabe en platform for vores udeskoleundervisning. Her har vi overvejet forskellige løsninger, men har valgt disse tablets, fordi de netop rummer de elementer, vi kan bruge i konkrete undervisningssammenhænge.

Pædagogik først – og dernæst teknik
Netop tanken om, at det er et konkret behov, har styret projektet til at investere i tablets, lægger Gert Slyngborg megen vægt på:

- Det her er ikke noget vi gør, fordi det er smart og sjovt at have tablets. Vi gør det, fordi vi har et klart, fokuseret pædagogisk mål, som vi har arbejdet med i to år, og som giver mening i hverdagen for elever og lærere. Der kommer hele tiden nye ting inden for it-området, så det er rigtig vigtigt, at det pædagogiske mål er klart. Det er simpelthen det, der skal styre processen og ikke omvendt.

Vil dele ud af erfaringerne
Lærerne på skolen bliver gennem kurser klædt på til at kunne bruge den nye tablet i undervisningen, mens en Ph.d.-studerende skal analysere og beskrive projektet.

- Det giver god mening at lade lærerne ”arbejde i marken”, mens vi får en forsker til at tage sig af de mere akademiske aspekter ved projektet. Det er essentielt, at vi hele tiden lærer af vores erfaringer. Og vi vil selvfølgelig rigtig gerne dele ud af vores erfaringer løbende, så andre skole i landet kan få glæde af dem.

Læs mere om projektet i vores webbrochure - klik her.


Fakta om ”Talent er for alle”
- Der bliver uddelt i alt 160 Windows Surface til alle elever, lærere og personale på Fursund Skole

- Der afholdes kursusforløb for lærerne i brugen af tablets i undervisning

- Skive Kommune, EnergiMidt, Microsoft, ATEA, Fremtidens skole og Experimentarium er blandt de strategiske samarbejdspartnere i projektet, der blev søsat af Innovation Fur.

- Projektet er støttet af Fur Sparekasses Fond, Microsoft, Skive Kommune og EnergiMidt

For yderligere information kontakt venligst:
Skoleleder på Fursund Skole, Gert Slyngbog, 51 25 15 51
Projektleder for Innovation Fur, Gitte Wad Thybo, 40 27 89 85
Kommunikationsmedarbejder i Innovation Fur, Christoffer Boserup Skov, 21 32 61 59

 
 
 
 
 

Joomla Templates by Joomla51.com